Varmt vejr, beskidt vand, vind fra øst, fuldmåne, insekter er alle undskyldninger for ikke at fange noget – eller måske endda for ikke at komme af sted.
De der har trodset vejr og vind, kæmpet videre trods myg og gnavpander, har dog det til fælles, at de har fået skudt sæsonen igang. Igen i år, blev de første meldinger om fisk rapporteret allerede i begyndelsen af maj. Også i år er der et begrænset fiskepres her i det tidlige. Stierne er nærmest ikke trådt, og selv på gode pladser kan det være svært at se aftryk efter andre lystfiskere. Derfor vil der være lidt langt imellem snapsene, da der skal både held, flid og dygtighed til her i det tidlige. Alle disse ingredienser må Ole Riis have haft med til åen, da han fredag fangede en tyk Karup Å havørred. Ole fiskede fluen ind i aftentimerne og netop der hvor mørket begynder, huggede fisken. Det blev en drabelig fight, hvor Ole havde en fisk på, der var mere ude af vandet end i vandet. Hektisk og dramatisk hører med, når man prøver kræfter med åens første havørreder. Fisken kom på land, og Ole kunne stolt hæve armene over fangst af 73 cm havørred på hele 6 kg.

Kort forinden i indgangen til samme sving havde Ole i øvrigt yderligere en havørred på, og som han sagde til mig lørdag i telefonen: “Den står jo sikkert og venter der endnu”. Jeg tog mig sammen, glemte myg, østenvind, fuldmåne og alt det andet og fik endelig taget hul på min sæson. Der var ikke havørred, men der var krondyr, ræveunger og en usædvanlig smuk og lys nat.
Et par dage senere, var jeg afsted igen, og her så jeg så min første havørred. Umiddelbart efter et sving, hvor åen breder sig ud, flyttede en havørred i ganske fin størrelse (bølgen at dømme) sig da fluen passerede i vandoverfladen. Det blev ikke til et hug, men adrenalinen og følelsen af at have været tæt på var intakt. Ved parkeringspladsen mødte jeg et medlem, der som jeg havde set fisk. Han havde ovenikøbet set 2 fisk i fin størrelse. Den ene havde nappet til wobbleren. Der er fisk derude.
Knæk og bræk nu hvor sommerfiskeriet officielt er begyndt.
Jan Snejbjerg