Drømmefisk fra Sdr. Resen (som bragt i fiskeavisen)

Efter at have fulgt med i fangstrapporterne fra Karup Å hele foråret har det trukket gevaldigt i en for at komme af sted og prøve kræfter med de store, flotte blankfisk, der næsten dagligt er blevet landet ved Karup Å.
Lørdag d. 17. maj skulle årets anden tur til Karup løbe af staben. Indsatsen skulle lægges på Sdr. Resen konsortiets vand, hvor jeg ofte har fået tidlig fisk, fremfor vandet nedstrøms Hagebro.

HOF FISK 2014

Der er givetvis flere fisk på de ydre åstykker først på sæsonen, men fiskepresset er voldsomt meget større her. Jeg foretrækker derfor at træde mine egne stier i næsten jomfrueligt vand, hvor man selv kan sætte tempoet. Herligt, for fisken er også her!

Vækkeuret ringende tidligt, men afgangen blev hele tiden udsat pga. tåge. Til sidst måtte tågen dog være tåge, og af sted tog konen og jeg. Mens vi gik til åen, blev sigtbarheden dog stadigt bedre.

Kl. 6.30, efter en lille halv times fiskeri, får jeg hug på min hjemmelavede wobler ved modsatte bred. En langsom, sej, kraftfuld opstramning af linen - fuldstændig som når vi i grødeskæringstiden sætter krogen i en 2 m2 grødeklat, der pløjer upåvirket ned ad åen med os halsende bagefter! Sådan føltes det.

Da jeg hæver stangen for at få det bedst mulige kroghold, kvitterer et stort sølvfarvet monster af en fisk med at rulle tungt og planløst rundt i overfladen.

Af skræk for, at den er dårligt kroget, slækker jeg på presset, fisken falder til ro og går sejt og roligt, men meget bestemt, frem og tilbage i hullet.

Roligt tovtrækkeri afløses af tre kraftfulde udløb på 5-10 meter, efterflugt af mere rullen i overfladen. Det kan jeg ikke ide, og gør derfor gaffen klar for at tage fisken ved først givne lejlighed. Det tager dog en rum tid, før fisken ligger rigtigt til at blive gaffet.

Godt oppe i græsset og et stykke fra åen kan jeg aflive og beundre den flotteste og mest velproportionerede havørred, jeg til dato har fanget - 92 cm og 9,5 kg!

Godt, at den aldrig fandt ud af, hvor stærk den var, og hvor nemt den kunne have vendt kampen til egen fordel. Lidt heldig må man have lov til at være! Min kone påstod, at jeg kunne gå på vandet resten af dagen.

Med venlig hilsen
Nils Munkgaard, Odense S.